Selvhjælp Online mod Selvmordstanker

I projektet Selvhjælp Online mod Selvmordstanker (SOS) blev det undersøgt om internet-baseret selvhjælpsterapi kunne hjælpe personer med selvmordstanker. Studiet blev ledet af psykolog Charlotte Mühlmann fra DRISP i samarbejde med kolleger og udført som et randomiseret studie.

Sammen med Livslinien blev 402 voksne selvmordstruede rekrutteret på tværs af landet i årene 2016-2018. Gennemsnitsalderen hos deltagerne var 34 år. En tredjedel af deltagerne havde tidligere forsøgt selvmord, mens 55% var i terapeutisk eller psykiatrisk behandling, da de tilmeldte sig studiet.

Halvdelen af de 402 blev randomiseret til at afprøvede onlineprogrammet, mens den anden halvdel fungerede som kontrolgruppe, dvs. fik ikke programmet. Studiet viste, at der efter 6 uger var en signifikant forskel i reduktionen af selvmordstanker, følelser af håbløshed og bekymringer mellem den gruppe, der fik selvhjælpsprogrammet, og kontrolgruppen.

Blandt de brugere som fik adgang til programmet, oplevede 63% et klinisk signifikant fald i deres selvmordstanker; svarende til 6 point på Beck Scale for Suicidal Ideation, dvs. det spørgeskema der blev brugt til at måle selvmordsrisiko. Den signifikante forskel kunne også dokumenteres efter syv måneder. Blandt de adspurgte vurderede 78% af deltagerne vurderede, at programmet var brugbart.

Projektet er støttet med midler fra TrygFonden.

Link til artikel: https://jamanetwork.com/journals/jamanetworkopen/fullarticle/2774853

Studiet i nyhederne: Kristeligt Dagblad

Programmet er gratis tilgængeligt på følgende link:
https://sos.internetbehandling.dk/

DRISP: DRISP: Charlotte Mühlmann, Trine Madsen, Annette Erlangsen, Merete Nordentoft


Partner:

  • Livslinien