Transkønnede individer og selvmordsforsøg og mortalitet i Danmark

Tidligere undersøgelser har antydet, at transkønnede individer kan udgøre en risikogruppe med hensyn til selvmordsforsøg og selvmord, men den eksistererend viden var hovedsagelig baseret på spørgeskemaundersøgelser. Der manglede store, befolkningsbaserede undersøgelser.

DRISP har udført en analyser af selvmordsforsøg og dødelighed blandt transkønnede personer i Danmark. Studiets formål var at undersøge, om transkønnede individer i Danmark har højere forekomster af selvmordsforsøg og dødelighed end ikke-transkønnede personer.

Undersøgelsen var landsdækkende og baseret på registerdata, og over 6,6 millioner individer, der var født i Danmark, var 15+ år og bosat i landet på et tidspunkt mellem 1. januar 1980 til 31. december 2021, indgik i analyserne. Transkønnethed blev fastslået gennem nationale hospitalsregistre og administrative registre over juridisk kønsskifte. Resultaterne viste, at transkønnede individer havde markant højere forekomster af selvmordsforsøg, selvmord, dødsfald uden for selvmord og samlet dødelighed sammenlignet med ikke-transkønnede personer.

Resultaterne viste, at trods faldende selvmordsforsøgs- og selvmordsrater over de 42 år, der blev undersøgt, forblev de justerede rater signifikant forhøjede i de seneste perioder op til og med 2021 for alle de undersøgte kategorier. Transkønnede individer havde en 3.5 gange højere risiko for selvmord og en 7.7 gange højere risiko for selvmordsforsøg end baggrundsbefolkningen.

Studie understreger behovet for opmærksomhed på de særlige udfordringer, som transkønnede personer står over for, og implementering af tiltag for at reducere selvmordsforsøg og forbedre deres samlede sundhed og velvære.

Leder af projektet og programleder ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP), Annette Erlangsen udtaler: ”Vi vidste fra udenlandske studier, at transkønnede har en øget risiko for selvmordshandlinger, så det er godt at kunne sætte præcise tal på forholdet. Transkønnede personer, der har selvmordstanker, kan være mindre tilbøjelige til at søge hjælp fra de eksisterede psykiatriske tilbud, fordi de ikke ønsker, at det skal stå i deres patientjournal og evt. hindre adgang til senere behandling. Vi ser os som foregangsland på LGBT+ området, og vi har selvmordsforebyggende behandling, der virker, men vi mangler løsninger på dette problem.”

Morten Frisch, overlæge på Statens Serum Institut og leder af befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS, tilføjer: ”Vores nye studie udmærker sig ved at være verdens første nationalt dækkende undersøgelse om transpersoners selvmordsadfærd og dødelighed. Forhåbentlig vil undersøgelsens tydelige resultater medvirke til at rette fokus på de udfordringer i livet, der så markant øger transpersoners risiko for selvmordsforsøg og død. Det er et umisforståeligt og bekymrende tegn på mistrivsel blandt danske transpersoner, når denne gruppe har en næsten otte gange højere forekomst af selvmordsforsøg end andre danskere.”

Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef i LGBT+ Danmark udtaler: “Det er meget voldsomme tal, som vi jo desværre kendte alt for godt i forvejen. Tallene peger på at der er lang vej, før vi får afstigmatiseret, hvad det vil sige at være transkønnet og skabt bedre forhold for disse hele vejen igennem livet. Der påhviler os alle et stort ansvar for dette og den nuværende offentlige debat om, hvad det vil sige at være transkønnet fremmer desværre ikke altid forståelsen.”

Studiet blev publiceret i det anerkendte tidsskrift: JAMA Network

Du kan finde studiet her og læse mere: https://jamanetwork.com/journals/jama/article-abstract/2806531

Projektet blev udført i samarbejde med prof Morten Frisch fra Serum Instituttet og LGBT+ Danmark

Link til medierapporter:

https://tinyurl.com/2d9eavjf

https://www.nytimes.com/2023/06/27/health/transgender-suicide-risk-denmark.html