SAFE – Styrket Ambulant Forløb Efter Udskrivelse

I et nyligt gennemført studie i Region Hovedstadens Psykiatri har Trine Madsen og kolleger fra DRISP undersøgt effekten af ”Systematic Safer Discharge Procedure”, kendt som SAFE-interventionen. Formålet var at gøre en indsats for at reducere risikoen for selvmordsadfærd efter udskrivelse fra psykiatrisk indlæggelse. Dansk forskning har tidligere påvist særligt høje selvmordsrater i tiden umiddelbart efter udskrivelse fra en psykiatrisk indlæggelse. I den første uge efter udskrivelse er selvmordsraten således mere end 200 gange højere end i baggrundsbefolkningen. Internationale studier har fundet at korte interventioner i tiden lige efter udskrivelse kan virke selvmordsforebyggende, og denne indsatsform blev afprøvet i SAFE-studiet.

Studiet strakte sig over 15.208 udskrivelser af personer fyldt 18 år og ældre over en 2-årig periode i 2018-2020. På Psykiatrisk Center København blev der implementeret tre systematiske procedurer for at støtte personer, der blev udskrevet: 1) ansigt til ansigt-møde mellem patient og ambulant personale inden udskrivning, 2) ansigt til ansigt-møde mellem patient og samme ambulante personale inden for den første uge efter udskrivning og 3) involvering af pårørende.

Resultaterne viste ikke nogen signifikant forskel i selvmordsadfærd mellem patienter udskrevet fra Psykiatrisk Center København hvor SAFE-interventionen foregik og patienter udskrevet fra fire andre psykiatriske centre i Region Hovedstaden, der indgik som sammenligningsgrupper. I løbet af de første seks måneder efter udskrivning blev der registreret i alt 570 selvmordsforsøg og 25 selvmord. Selvmordsforsøgsraten i de første 6 måneder efter udskrivelse var 11.652 pr. 100.000 person-år ved SAFE-sites, sammenlignet med 10.530 ved de andre psykiatriske centre. Der blev med andre ord ikke observeret nogen betydelig forskel mht. selvmordsadfærd (OR=1,1; 95% CI: 0,9-1,4) eller død ved selvmord (OR=1,3; 95% CI: 0,6-2,8) efter seks måneders opfølgning.

Et vigtigt forbehold omkring studiet er, at der samtidig blev oprettet F-ACT teams på flere af de centre, der indgik som sammenligningsgrupper. F-ACT teams har også til formål at besøge patienter indenfor 2 døgn efter udskrivning. Der foregik således en lignende, forebyggende indsats på de andre centre, hvilket kan have påvirket resultatet SAFE-studiet.

Selvom SAFE-studiet ikke viste en umiddelbar effekt, kunne de høje rater af selvmordsadfærd i de første seks måneder efter udskrivelse i både intervention og kontrolgruppen pege på, at forebyggende interventioner bør omfatte støtte over en længere periode efter udskrivning end blot over den først uge, som det var tilfældet i SAFE-studiet. Studiet understreger vigtigheden af at forstå og imødekomme de behov og udfordringer som personer, der udskrives, oplever.

Studiet er støttet af Trygfonden og SAFE-indsatsen var finansieret af Sundhedsstyrelsen.


Studiet kan findes her


Nævn gerne medforfatterne opdelt på samarbejdssteder.

DRISP: Trine Madsen, Annette Erlangsen, Eybjørg A Heygum Egilsdóttir, Merete Nordentoft