Formidling af selvmordsadfærd kan have en gavnlig såvel som en skadelig virkning. Dramatiske og sensationelle beskrivelser kan lede til øget selvmordsadfærd i befolkningen, mens en objektiv beskrivelse med fokus på, hvor man kan søge hjælp, kan være forebyggende. WHO har i samarbejde med internationale eksperter udarbejdet en medieguideline med anbefalinger til, hvorledes man bør omtale/formidle selvmord i både digitale og skrevne medier.
WHO medieguidelines kan downloades her
WHO’s korte anbefaling til ansvarlig rapportering om selvmord
Hvad bør man gøre (hensigtsmæssig måde at formidle på)
- Angiv, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker
- Bring fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse, uden at sprede myter
- Bring gerne historier om, hvordan man kan takle eller mestre belastende livsomstændigheder eller selvmordstanker og hvor man kan få hjælp
- Udvis forsigtighed, når der rapporteres om berømte personers selvmord
- Vær særligt opmærksom og udvis omtanke, når du interviewer familie eller venner, der er efterladte efter selvmord
- Vær opmærksom på at mediefolk selv kan blive påvirket af historier om selvmord
Hvad bør man undlade at gøre (uhensigtsmæssig måde at formidle på)
- Gør ikke historier om selvmord til ’forsidestof’ og placer ikke teksten på et fremtrædende sted. Ligeledes bør historier heller ikke bringes flere gange
- Anvend ikke sensationelt sprogbrug eller vendinger, der normaliserer eller præsenterer selvmord som en konstruktiv løsning på problemer
- Nævn ikke den anvendte metode
- Nævn ikke oplysninger om steder/lokaliteter
- Brug ikke sensationelle overskrifter
- Benyt ikke fotografier, videooptagelser eller links til sociale medier