Selvhjælpsapp til personer med selvskadende adfærd

Mange personer skader sig selv med vilje for at lindre psykisk smerte. Det kan være svært at stoppe igen, når man først er begyndt, og der findes desværre meget få behandlingstilbud til personer med selvskadende adfærd. Det ønsker vi, i Region Hovedstadens Psykiatri, at lave om på med støtte fra TrygFonden. Derfor har vi udviklet selvhjælpsappen Zero Self-Harm, som er en app til personer med selvskade. Formålet med Zero Self-harm appen er, at den skal hjælpe med at identificere advarselstegn, udvikle mere hensigtsmæssige strategier samt give mulighed for at reflektere over tidligere selvskadeepisoder for at bedre at kunne håndtere trangen til selvskade, hvis den skulle opstå igen. For at øge relevansen af appen, er personer med nuværende og tidligere selvskade blevet inkluderet i udviklingen af appen.

Vi har nu brug for at finde ud af, om appen hjælper, som vi håber. Derfor søger vi deltagere, der ønsker at deltage i forskningsprojektet og prøve Zero Self-harm appen. Halvdelen af deltagerne vil ved lodtrækning blive tilbudt adgang til appen, som de vil afprøve i en periode på seks måneder. Den anden halvdel kommer på venteliste og vil kunne få adgang til appen efter seks måneder. Det er tilfældigt, hvilken gruppe, man kommer i, og helt frivilligt om man ønsker at deltage i forskningsprojektet.

Hvad kræver det at deltage?
• At man er fyldt 18 år eller derover
• At man inden for den seneste måned har haft to eller flere episoder med selvskade
• At man har smartphone og kan anvende apps
• At man har et NemID til at udfylde informeret samtykke
• At man ikke er i behandling for selvskade specifikt, fx DAT behandling (dialektisk adfærdsterapi)

Begge grupper – både den gruppe, som afprøver appen fra start og dem som er på venteliste – skal igennem et miniinterview, som varer ca. 30 min. for at blive inkluderet i projektet. Samtalen kan enten foregå over telefon eller ved personlig møde. Der vil i projektperioden blive sendt spørgeskema til alle deltagere, som deltageren vil blive bedt om at udfylde ved opstart, efter tre måneder og sidste gang efter seks måneder. Hver gang deltageren besvarer et spørgeskema, giver vi et gavekort til 7-Eleven.

Hvad får man ud af at deltage?
Det er vigtigt, at vi som samfund bliver klogere på hvordan vi kan hjælpe personer med selvskade bedst muligt. Vi har brug for mere viden om målgruppen og om, hvilke behandlingsformer, der virker. Vi tror på, at en app, som er både anonym og diskret, kan være en god hjælp i hverdagen, og være med til at begrænse udviklingen af selvskade. Som deltager vil man både være med til at undersøge, om appen virker, som vi håber, og være med til at sikre, at vi bliver klogere på selvskade. Man får mulighed for at arbejde med sin egen selvskade gennem appen, enten med det samme eller umiddelbart efter man har udfyldt det sidste spørgeskema ved seks måneder. Derudover modtager man et gavekort til 7-Eleven hver gang man besvarer et spørgeskema.


Hvordan deltager man?
Hvis du er interesseret i at deltage eller høre mere om projektet, må du meget gerne kontakte forskningsassistent Evelyn Guerrero på e-mail evelyn.mejia.guerrero@regionh.dk eller på telefon 20 44 96 55


Jeg glæder mig til at høre fra dig.
Mange hilsner fra Evelyn Guerrero