Sovemedikamenter forbundet med øget risiko for selvmord

Hypnotika – herunder benzodiazepiner (BZD) og non-benzodiazepiner (n-BZD) – bruges hyppigt til behandling af søvnforstyrrelser. Men er disse midler forbundet med øget risiko for selvmordsadfærd? Et omfattende dansk registerstudie har undersøgt sammenhængen og viser markant forhøjede selvmordsrater blandt brugere.

Studiet inkluderer alle danskere over 15 år i perioden 1995–2021 (over 7 millioner personer). Data fra Lægemiddelregisteret og Dødsårsagsregisteret blev anvendt til at identificere personer i behandling med hypnotika og deres selvmordsudfald. Resultaterne viste, at mænd i behandling med BZD havde en øget risiko for selvmord, og at mænd i behandling med n-BZD havde en endnu højere selvmordsrisiko.

Selvom der formentlig er betydelig confounding by indication (dvs. at den underliggende søvnforstyrrelse og psykiske lidelser i sig selv kan øge selvmordsrisiko), viser fundene, at personer i behandling med hypnotika har betydeligt højere risiko for selvmordsadfærd. Det understreger behovet for nøje monitorering af den mentale tilstand hos patienter i behandling med søvnmedicin – særligt ved n-BZD.