Påvirker års- og mærkedage selvmordsrisikoen blandt efterladte efter selvmord?
Det har længe været antaget, at efterladte til selvmord er særligt sårbare omkring mærkedage som afdødes fødselsdag og dødsdag. Et nyt stort dansk registerstudie udfordrer denne antagelse. Selvom efterladte til selvmord har en forhøjet selvmordsrisiko generelt, ser risikoen ikke ud til at stige specifikt omkring emotionelle mærkedage.
Studiet er baseret på dansk registerdata for alle personer, der mellem 1980 og 2016 mistede en partner eller førstegradsslægtning til selvmord, og som selv havde et selvmordsforsøg eller døde ved selvmord inden for fem år efter tabet. Forskerne undersøgte, om der var en øget forekomst af selvmordshandlinger i perioder omkring afdødes dødsdag og fødselsdag sammenlignet med andre perioder.
Resultaterne viste, at der ikke var forhøjet risiko omkring disse mærkedage. Derimod var der en tydelig stigning i selvmordsrisiko i de første 30 dage efter dødsfald ved andre dødsårsager end selvmord, men ikke ved selvmordsrelateret tab.
Selvom efterladte efter selvmord er i øget risiko for selvmordsadfærd, er risikoen ikke koncentreret omkring mærkedage. Resultatet taler for, at støtte til efterladte bør være tilgængelig løbende – ikke kun på årsdage – da behovene varierer gennem sorgens forløb.
Støttet af American Foundation for Suicide Prevention. Publiceret i Epidemiology and Psychiatric Sciences.