Pårørende til selvmordsforsøg

En ny undersøgelse som Epinion netop har udført for DRISP, NEFOS & Bedre Psykiatri blandt 5.000 danskere mellem 18 og 97 år vise at mere end hver femte dansker kender en, der har forsøgt selvmord. Hver tiende dansker har oplevet at en person som de havde et tæt eller meget tæt forhold til havde et selvmordsforsøg. Mens fire ud af ti angiver at have været stærkt følelsesmæssigt påvirket, så svarede halvdelen, at de ”slet ikke” fik tilstrækkelig hjælp og støtte til at håndtere selvmordsforsøget efterfølgende.


I Danmark forekommer der ca. 11-12.000 selvmordsforsøg om året. Det præcise tal kendes ikke, idet ikke alle personer tilses på hospitaler. Hidtil har vi ikke vidst, hvor mange mennesker, som er berørt, når en person forsøger at tage livet af sig selv. Det har vi svaret på nu: I et repræsentativt udsnit af den danske befolkning svarer 22 procent ja til spørgsmålet ”Har du oplevet, at nogen du kender, har overlevet selvmordsforsøg”?


At være vidne til, at en nær ven eller forældre, børn eller en søskende forsøger selvmord er ofte chokerende. Forskning har vist, at den pårørendes psykiske helbred kan lide under det. Ens arbejdsevne, fysiske helbred og sociale liv kan også blive påvirket. Derfor er det vigtigt, at pårørende støttes bedst muligt – også for bedre at kunne hjælpe den selvmordstruede. I befolkningsrundspørgen rapporterer halvdelen af de udsatte at de ikke oplevede at få tilstrækkelig hjælp og støtte i tiden efter hændelsen.