Kroniske smerter øger risikoen for selvmordsadfærd

Kroniske smerter er ikke blot en fysisk belastning – det kan også øge risikoen for selvmord og selvmordsforsøg. Et nyt genetisk informeret studie viser, at kroniske smerter kan have en direkte kausal sammenhæng med selvmordsadfærd. Samtidig dokumenteres depression som en central forklarende faktor i denne sammenhæng. Resultaterne har betydning for både smertebehandling og selvmordsforebyggelse.

Studiet undersøger, via statistiske analyser, om der er en kausal sammenhæng mellem kroniske smerter og risikoen for selvmord eller selvmordsforsøg. 97 uafhængige genetiske varianter fra et stort genomisk associeringsstudie (genome-wide association study; GWAS) af kroniske smerter (N = 387.649) blev brugt som instrumenter til at teste associationen med selvmordsforsøg (N = 50.264) og selvmord (N = 18.085). Desuden blev det undersøgt, i hvilken grad, depression medierer sammenhængen.

Resultaterne viste, at kroniske smerter øgede risikoen for selvmordsforsøg (OR = 1,67) og selvmord (OR = 2,00). Depressionsdiagnoser forklarede henholdsvis 39 % og 34 % af disse sammenhænge, hvilket blev bekræftet i følsomhedsanalyser uden tegn på outliere.

Studiet styrker mistanken om en kausal sammenhæng mellem kroniske smerter og selvmordsadfærd, og fremhæver samtidig depression som en vigtig medierende faktor. Det peger på, at både effektiv smertebehandling og målrettet depressionstilbud bør indgå i selvmordsforebyggende strategier for personer med kroniske smerter.

Støttet af Canadian Institute of Health. Publiceret i Molecular Psychiatry.